 |  |  |
|---|---|---|
 |  |  |
 |
Christian d. 4's Danmark
Da Christian d. 4 var konge så landet meget anderledes ud. Den danske konge reagerede både over Danmark, Norge, Island, Grøndland, det sydlige Sverige, ørerne Gotland og Øsel, samt hertugdømmerne Slesvig og Holsten - så du kan nok forestille dig at den danske konge havde hænderne fulde! Da Christian blev konge, så arvede han altså et kæmpestort rige. Dette rige havde man døbt "Det oldenburgske Statssystem". De havde valgt netop dette navn fordi de opkaldte det efter Christians slægt som hed Oldenburgerne.
Christian drømmer om et større rige
På Christians tid var Danmark faktisk den førende stat i hele Norden. Det betød også, at det var en af Europas stormagter. Danmark havde en kæmpestor flåde, som sikrede at alle landets fjender holdte sig væk fra landet - og man var særligt bange for svenskerne som godt kunne tænke sig at angribe Danmark!
Her kan du se billeder fra forskellige krige i Danmark!
Christian syntes ikke selv, at hans rige var stort nok, men drømte derimod om et rige som var meget større. Christian ønskede at gøre hans rige større med Sverige. Det ville naturligvis kræve en krig, men Christian havde allerede spurgt rigsrådet i 1604, og de syntes ikke det var en god ide at have krig imod Sverige. Det ville blive alt for dyrt, og det var bedre at have penge til gode.
Hvad Christian i 1604 ikke vidste var, at han nok skulle få sin krig imod Sverige, men at det ville kræve en smule tålmodighed. Syv år senere var forholdet imellem Danmark og Sverige nemlig meget meget dårligt, og Danmark og Sverige aftalte derfor et møde hvor at man skulle snakke situationen igennem. Svenskerne valgte dog ikke at møde op til denne aftale, og det gjorde Christian rigtig sur. Rigsrådet tøvede igen med at give grønt lys til krig, men denne gang gad Christian ikke mere. Han var enehersker i Slesvig-Holsten, og det betød at han selv måtte bestemme alting – som f.eks at gå i krig uden at spørge nogle om lov først! Christian valgte derfor at true rigsrådet. Han sagde til dem, at hvis de ikke gik med denne krig imod Sverige, så ville han gå i krig fra Slesvig Holsten. Rigsrådet endte med at sige ja, og sådan startede denne krig hvis formål var Sveriges udslettelse.
Krigen imod Sverige varede lige indtil 1613, hvor danskerne vandt krigen og svenskerne blev tvunget til at forhandle fred. Det var dog ikke lykkes danskerne at udslette Sverige, og krigen var efterhånden gået i stå. Krigen endte således, at svenskerne skulle betale en stor sum penge til danskerne, som en krigserstatning, og hvis de ikke kunne betale disse penge, så skulle danskerne have svenskernes strækeste fæstning i Älvsborg. Det ville være rigtig slemt for svenskerne at miste denne, da de dermed også ville miste adgangen til Kattegat og Øresynd. Det ville være katastorofalt, da Danmark med denne adgang ville få meget lettere ved at kontrollere Sverige, da svenskerne ikke kunne sejle ud andre steder end Øresynd. Heldigvis for svenskerne lykkes det dem at indsamle pengene til en krigserstatning.
Eventyret på
Trankebar
Christian var en mand med mange drømme og ideer. Efter denne gode succes med Sverige ønskede Christian at grundlægge en koloni i et andet og mere eksotisk land. Han havde set mange andre lande gøre det med store fortjenster. Her kunne man nemlig hente mangelvarer hjem til sit eget land og sælge til andre lande i Europa. Christian havde to store bevæggrunde til at starte en koloni – det ville være god prestige rundt omkring i verden og det kunne give penge i statskassen.
Christian manglede bare et land som han kunne starte en koloni i. Overraskende nok kom løsningen en dag og bankede på hans dør. En hollænder ved navn Marselis Boshouwer påstod at han var udsendt af kejseren på Ceylon, nu Sri Lanka, som var i krig med Portugal, og manglede hjælp. Tilbuddet til Christian var, at hvis han kunne give kejseren 300 soldater, så ville Christian til gengæld få eneret på al handel mellem Europa og Ceylon.
Christian var begrejsteret for denne aftale og indvilligede i at sende 300 soldater til Ceylon. Rejsen var meget lang og tog næsten 19 måneder. Mange mænd havde mistet livet, heriblandt Marselis Boshouwer, og flåden var ligeledes blevet overfaldet mange gange.
Det værste var dog langtfra overstået endnu. Da flåden ankom til Ceylon kendte kejseren ikke noget til denne aftale, og han kendte heller ikke Marselis. Krigen var ovre, og kejseren havde ikke brug for soldater, og ville derfor ikke give danskerne lov til at handle. Danskerne var tæt på at give op, da der lige pludselig kom en løsning – fyrsten af Tanjore vil give danskerne et stykke jord. På dette stykke jord kunne de bygge et ford og en handelsstation.
Som sagt som gjort. Danskerne havde dog et lille problem – de havde svært ved at udtale Tanjore og navndøbte i stedet stedet for Trankebar. Danskerne byggede på dette stykke land et fort som fik navnet Dansborg. Hvis du i dag rejser derned kan du stadig se fortet. Man gjorde Trankebar til godt sted at være for danskere – man lavede små veje opkaldt efter danske veje og man indføre den danske domstol så man blev dømt efter dansk ret.
Formålet med at have en koloni i udlandet var handel. Man gik derfor i gang med at indsamle varer som man kunne sende hjem til Danmark. Et stort hit var krydderier, heriblandt peber, men også stof var meget eftertragtet.
Trankebar var dog truet af dødsfald og meget uregelmæssige forbindelser il Danmark. Imellem 1639 og 1668 var situationen særlig slem, da der ikke ankom et eneste dansk skib med forsyninger til folket. Da der 29 år efter ankom et dansk skib til Trankebar fik besætningen sig noget af en overraskelse – her så de nemlig at en enkelt dansker havde overlevet! I 1845 var Trankebar ikke længere dansk, da man solgte det til Storbritanien. Man solgte den fordi den ikke blev den guldgrube man havde håbet på, og at der ikke var mange danskere som boede der mere.
Danmark havde også andre kolonier i både Dansk Vestindien og Guldkysten
Christians nederlag
I begyndelsen af 1620erne var Christian en meget magtfuld mand. Han havde mange penge og meget magt. Situationen skulle dog snart ændre sig drastisk!
Der foregik på det tidspunkt en religionskrig syd for Danmark. Krigen udsprang af de stridigheder imellem Nederlandene og Spanien i 1558. Det tog dog først rigtig fat i 1618. Krigen stod mellem det katolske Sydeuropa og det protestantiske Nordeuropa. Christian havde indtil da holdt sig langt væk fra denne krig. Han var ikke interesseret i at deltage. Christians interesse blev først vakt, da han hørte at Sverige begyndte at vise interesse for krigen. Christian vidste godt, at det var farligt hvis Sverige vandt nogle krige, da det vil være ensbetydende med at han mistede sin stærke position i Danmark. Christian besluttede sig for at han ville i krig. Han gjorde sine tropper klar og begav sig afsted mod syd. Det gik godt i begyndelsen. Christian og hans hær vandt flere kampe. Det skulle dog ændre sig hurtigt. D. 17. August 1626 skulle der kæmpes en stor kamp ved Lutter am Barenberg. Her tabte Christian og hans hær. Det var med stort held at de overlevede. Dette var begyndelsen på Danmarks forfald.
Christian havde som sagt tabt krigen, og han var nu tvunget til at forhandle fred. Han forventede det værste, men betingelserne blev bedre end forventet. Christian skulle love at holde sig udenfor krigen, og fik som gengæld lov til at beholde sit rige. Til gengæld mistede han hans tyske bispedømmer. Det var ikke det værste som han kunne miste. Situationen efter krigen var dog ikke god. Man opdagede nu, at man i stedet for at have mange penge til gode, pludselig skyldte mange penge væk.