JØDEDOMMEN
Hanukkah
Hanukkah er en jødisk fest, som falder på samme tid af året som den kristne jul. Ordet hanukkah betyder ”indvielse”, og bliver fejret på baggrund af et mirakel, der fandt sted i år 165 f.Kr. Miraklet tager udgangspunkt i grækernes besættelse af Judæa (oldtidens Israel). Grækerne forbød bl.a. jøderne at studere Torahen, hvilket fik jøderne til at skabe oprør. Efter flere års kamp lykkedes det dem at få smidt grækerne ud af Judæa, men da de kom ind i templet i Jerusalem, så de at grækerne havde vanhelliget dette ved at sætte statuer af græske guder op. Det værste var dog at den syvarmede lysestage også kaldet menorahen, der altid skulle være tændt, da det var et tegn på jødernes evige tro på Gud, var blevet slukket. Menorahen måtte kun brænde på en bestemt type af olie kaldet jomfru-olivenolie. Jøderne fandt en reservebeholder hvor der var olie nok til en enkelt dag, men at skaffe mere ville tage otte dage. Menorahen blev atter tændt, mens man sendte et sendebud afsted efter mere olie, men selvom man kun havde olie til en dag, så brændte menorahen i otte dage, hvilket var længe nok til, at man havde skaffet mere olie. Miraklet var altså hændt, og jøderne kunne atter bede frit til deres Gud. Miraklet kan ses som en metafor for at jøderne, selv i svære tider, holdt fast i troen på deres Gud.
Hanukkah fejres i otte dage, som altså var antallet af dage hvor menorahen brændte. Det fejres med at man første aften tænder et lys, den anden aften to lys osv. indtil man den ottende aften har tændt otte lys. Hanukkah er af disse årsager også kendt som lysenes fest og et tema for at man i vintermørket spreder lys gennem denne fest. En skik ved festen er naturligvis også, at spise retter som er stegt i olie.


